Tyrkisk-italienske Ferzan Özpetek fik allerede i 1997 sit store europæiske gennembrud med sin første film fra helt egen hånd, “Det tyrkiske bad”, som også blev en gevaldig succes i de danske biografer. Få år senere kom “Vinduet overfor” og allerede før denne “Familiebilleder”, der hver især går på opdagelse i de bånd, der binder mennesker sammen. På samme facon tager Özpetek os i sin nye film med ind i et helt hus fuld af “diamanter”, nogle uslebne mens andre er rundet af mange års slid.

En filminstruktør har samlet alle sine yndlingsskuespillerinder for at lave en film om dem, men han ved ikke rigtig, hvordan den skal forme sig. Snart giver en gammel talemåde dog det indlysende svar, at klæder skaber folk. Omdrejningspunktet for filmen om filmen er alle disse skønne kvinder, som i det store hus med de mange vidunderlige kjoler, hver har sin egen historie at berette. Det hele foregår ikke uden rivalisering, men sammenholdet er også stærkt i jagten på den definitive skønhedsåbenbaring. Udenfor står mændene som den livgivende nødvendighed men ikke nødvendigvis sikre ballast, som “diamanterne” sommetider vejes af efter, så de funkler og stråler klarest. Handlingen udspiller sig i 1970’ernes Rom for at blive rundet af i et – næsten – tomt hus mange år senere.