Feministisk formfulender med kant og indhold.

Hun lever op til meget. Men ikke til billedet af popprinsessen af i dag. Og heldigvis for det. Der er højt til loftet og ikke så langt til bunden, når sangskriver, musiker og sangerinde Gunni kaster albummet INTAKT efter os. Med eftertænksomhed, humor og uden forbehold.

Hun bor i en trailerpark. Er uddannet klovn. Skriver sange med politiske budskaber og er selvudnævnt feminist. Spiller flere instrumenter og er vokset op med Cornelis Wresvijk og sigøjnermusik. Så det er måske ikke så underligt, hun ikke lyder som alle de andre. Det har nu heller aldrig været meningen. Heller ikke med INTAKT, der som overskrift handler om at være dét – på trods af “knubs, skibbrud og tørretumbler.” Og i øvrigt turde være sig selv.

“Jeg har aldrig prøvet på at ligne de andre. Har altid vidst, at jeg ikke lige passer ind i hverken branchens eller mit eget billede af, hvad en popsangerinde er,” fortæller den 40-årige albumaktuelle musiker om sine overvejelser.

“Men jeg har brugt energi på at finde ud af, hvad min rolle så skulle være. Skulle jeg tilpasse mit udtryk vores alle sammens fælles fornemmelse for, hvad kvindelighed er? Nej, for det giver mig energi at stikke ud fra mængden.”

Langt under overfladen
Og der er langt fra Gunni og INTAKT til mainstream popmusik med glatte overflader, form uden indhold og tekster uden budskaber. Modet er ikke til at overhøre- eller se. Hverken i toner og ord. Med lyd og stemninger i en slags folkbeat, der kaster os tilbage i tiden til noget, vi kendte engang. Med klagende hilsner til oprør, stille protester og feminine anstrøg. Til ekskærester og livet. En hudløshed og lige fra hoften-tilgang. Om at visne, turde, nægte, håbe  - og være utilpasset. Sådan et sted lige midt imellem havnearbejder-jargon og feminin poesi.

“Jeg skraber mod forhindringer
jeg taber på forventninger
kan ikke få den op at stå
så ved du hvem den hænger på”

Rollemodel ved roret
Og Gunni hænger på den selv. Som kvindelig medspiller på musikbranchens legeplads, menigt medlem af drengerøvsklubben, alenemor til to – og sin egen chef.

“Der er en kæmpe styrke i at skabe sin egen karriere. At turde ta’ valgene selv, æde løgnen om at blive opdaget og selv ta’ styringen. Der er ingen, der opdager dig og dit talent. Det skal du selv. Og jeg tror selv på min historier og mine sange. De er sådan, som livet ser ud. Ligesom mig selv. Med knubs, skibbrud og tørretumbler.”

“Gror der mos på en rullesten
gror der babser på et strygebræt
den ligger til mit højreben
men min moster er så syg og træt”